2021 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, Spanien

2021 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, SpanienDen første vin, som vi smagte på Jysk Vinbar i Aarhus til en smagning af vine fra Galicien blev denne 2021 Treixadura fra vinhuset Ramón do Casar, som vi finder gemt  godt af vejen i Ourense provinsen i den lille by O Prado helt tæt på floden Miño i Galicien.

Vinhuset Ramón do Casar er grundlagt i år 2000 af de tre González Sabucedo brødre, som vendte tilbage til Spanien fra Venezuela, som deres far Ramón do Casar måtte flytte til i 1950’erne grundet den økonomiske situation i Spanien under Francos ledelse.

Dengang havde faderen forladt familiens vingård ved floden Miño, og nu kunne brødrene så sikre, at faderen kunne vende tilbage til området, hvor vinhuset nu har 8 hektar vinmarker, hvor familien dyrker druesorterne Treixadura, Albariño og Godello.

Til at forestå produktionen af vinene har familien hyret den unge vinmager Pablo Estévez, som samlet laver omkring 5 forskellige hvidvine, herunder altså også denne Treixadura.

Og alle vinene fra vingården bærer til ære og respekt for gamle Ramón i dag fotografier fra den berømte fotograf Alberto Marti, som fotograferede de mange spanske immigranter på havnene i Vigo og Coruña, inden de drog af sted til Sydamerika.

Treixadura kendes under navnet Trajadura, for det er nemlig en portugisisk druesort, der primært dyrkes i Vinho Verde vinregionen i det nordøstlige Portugal … og netop også i appellationerne Ribeiro og Rías Baixas i Galicien i Spanien.

Det er primært en blandingsdrue, som giver krop og lette lemon noter til vinene. Oftest er druen blandet med Loureiro og Alvarinho i Rías Baixas, mens den i Ribeiro ofte blandes med sorterne Torrontés og Lado … men her har vi den altså i reneste form helt solo.

Høst sker manuelt, hvorefter druerne selekteres. Derefter bliver druerne afstilket og knust gennem en kuldeveksler efterfulgt af blid presning. Vinen gærer herefter i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og lagrer også i ståltankene og efter aftapning også en kort periode på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fin, parfumeret og aromatisk næse … blomster, vingummibamser, godt med eksotisk frugt, multifrugtjuice, ananas, mango, fersken, gule æbler, syltede citroner og virker intens på en lidt olieret måde.

Det er samtidig en virkelig frugtrig og smagfuld vin, som er fed, tæt,  koncentreret og har masser af tyk syre, hvid peber, syltede citroner, gule æbler, melon samt en medium syre, Det er en vin, som rigtig mange bare faldet hovedkulds forelsket i … og ganske forståeligt. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7